Uanset om man interesserer sig for moderne arkitektur eller ej, kan man ikke undgå at lægge nakken tilbage og tabe pusten over de storslåede bygningsværker, der på hver deres måde træder frem og fortæller unikke historier om stil, materialevalg, design og miljø.
Bydelen vrimler med prisvindende bygningsværker der strækker sig mod himlen og næsten rører skyerne, og mellem de imponerende kæmper findes grønne stisystemer, der leder beboerne rundt mellem rolige naturområder. Netop som konceptet bag den nye bydel oprindelig blev udtænkt; at skabe et harmonisk mix mellem det nye, urbane, og det oprindelige, grønne naturparadis.